De senere år har den store “shopping helligdag” Black Friday luret i kulissen i de nordiske markeder, og 2015 kan med rette kaldes året, hvor vi så den fulde effekt af Black Friday.

Tilbudskonceptet Black Friday er et amerikansk fænomen, men det har i større og større grad vundet indpas her på den anden side af atlanten. Hvis vi ser på det britiske marked blev der alene online i år handlet for intet mindre end £1,1 mia. (ca. 11,6 mia. DKK) på Black Friday, hvilket svarer til en stigning på 36% ift. sidste år.

En lignende udvikling kunne ses på de nordiske markeder, hvor Dansk Erhverv kunne rapportere et samlet dankortsalg i Danmark på hele 1.983 mio. DKK, hvilket er 13% mere end der nogensinde er blevet registreret af salg på en enkelt dag. I alt blev der registreret 5,5 mio. transaktioner – altså ca. én transaktion per dansker! Det skal derudover nævnes at den foregående rekord stammer fra d. 22 december sidste år, så mon ikke den nuværende rekord kan nå at blive slået igen i december måned.

Svenskerne stod bestemt heller ikke tilbage på denne store shoppedag. PostNord angiver en samlet handel på 2,3 milliarder SEK (ca. 1,86 milliarder DKK), og at hver femte svensker foretog indkøb på Black Friday. Den store svenske Qliro group (som bl.a. ejer CDON og Nelly) kunne alene melde om et salg på 180 millioner SEK (ca. 145,6 millioner DKK) og 800.000 varer på Black Friday.

Det ovenstående er kun et udpluk af de imponerende statistikker, som er blevet rapporteret fra detailbranchen på tværs af de nordiske lande såvel online som offline i forbindelse med Black Friday, og det er gode signaler for den resterende julehandel. Fra AdRoll ønsker vi derfor en god jul og ikke mindst en god julehandel til alle vores nordiske kunder.